imm2017.dk       Facebook      Multihulls Denmark         logo MDK hjemmeside                          IMM 2009   

                                                                                                      

                                              

Med ARC over Atlanten 2006.

 

Forberedelserne til Atlantkrydsningen:

Jens og jeg, Tina, meldte i Januar 2006 vores Dragonfly 1200 til at deltage ARC 2006. Vi havde brugt sommerferien 2005 på at sejle båden til Lagos i Portugal, og i Juli 2006 styrede hele familien med 3 børn i alderen 6, 10 og 17 år mod Gran Canaria med stop på Madeira, La Gomera og Tenerife. Vi fik en havneplads i Las Palmas på Gran Canaria og efterlod vores gode skib ved bro nr 10 og betalte Armando for at holde øje med at den forblev intakt og nogenlunde nyvasket under vores halve års fravær. Armando var bartender på vores stambar for enden af bro nr 10 og han studerede idræt på Las Palmas universitet. Armando, der var rejst til Las Palmas fra Cuba kunne godt bruge lidt ekstra hjælp til finansieringen af studiet. Hans engelsk var bedre end vores spansk, og vi blev hurtigt enige om en pasningsordning af vores båd. Armando passede samvittighedsfuldt sit job med vores båd og vi kunne så vende tilbage til en både hel og ren båd midt i november 2006 en uge før starten på Atlantic Race for Cruisers, ARC. 

I 2006 var der 240 tilmeldte både, så den store havn i Las Palmas summede af aktivitet og spændt forventning til de 2800 sømils strabadser, vi alle ventede at møde, når startskuddet ville lyde den 26.november 2006.

 

Las Palmas i September før starten. 
1

Vi valgte at sejle vores Dragonfly 1200 to personer alene. Vi ville ikke have børnene med over Atlanten, da vi mener, at de ikke ville have nogen fornøjelse af at være spærret inde på en lille båd i 2 uger. De fik lov at flyve over i stedet. Vi ville ikke have andre sejlere med, da de par stykker vi kender, som vi kunne forestille os at have med, ikke havde tid. Vi kender hinanden og båden, så godt at vi stort set ikke behøver at snakke sammen for at håndtere båden. Vi stoler 100% på hinanden, så vi vidste, at vi hver i sær kunne sove roligt mens den anden var på vagt.

 

Mange både kom direkte fra deres hjemland her kort før starten. Der var rigtig mange deltagere fra England, over 30 både fra Norge og tyskerne var også mødt talstærke op. Vi var 2 danske både tilmeldt. Sjovt nok kom vi aldrig til at snakke med vores landsmand. Vi hørte fra andre at han havde sejlet vand ind i motoren og var ved at skifte motor, så den stakkels mand var åbenbart enten med hovedet i motorrummet eller ude i byen for at lede efter reservedele. Vi kiggede forbi hans båd et par gange og hver gang lignede den mest af alt en byggeplads.

 

Den danske delegation. Vores fanesvinger var sågar kun halv dansk halv norsk.

 

Selv havde vi også vores ”issues” at se til. Vi havde en solcelle, der var stået af og skulle skiftes ud med en ny.

Jens sad mange timer i telefonen med Jens Quorning og leverandøren af solcellen, men til sidst virkede det hele.

 

 Forberedelserne over Atlanten inkluderer selvfølgelig proviantering for en ukendt længde af tid. Jeg estimerede at vi nok kunne gå 7,2 knob i snit og det giver for 2800 sømil 16,2 dage. De 7,2 knob er en erfaringsværdi, jeg har fra vores tur til Gran Canaria. Dertil har jeg så lagt 4 dage oven i. De fire dage er bare grebet ud af den tomme luft, samt viden om at en almindelig kølbåd bruger ca. 20 – 22 dage på at komme over Atlanten.

 

Alt blev vasket i en kloropløsning for at undgå at slæbe karkelak-æg med ombord – Her ligger frugterne til tørre på agterkahytten.
2

 

Bagefter lavede jeg så menuplan ud fra kriterier om hvad vi godt kan lide at spise og hvilke råvarer, der kan holde sig friske i subtropiske temperaturer i godt 2 uger. Selvfølgelig regnede jeg en umængde af konserves som reserve. Vi har formentlig mad nok med til at kunne sejle direkte tilbage igen.

 

Drikkevarer var det samme regnestykke, 3 liter non-alkoholisk per person per dag, og så lidt i reserve. 

 

Meget praktisk kan man bestille drikkevarer til levering på kajen, så vi slipper for at slæbe de 130 liter drikkevand, cola, tonic, juice og øl. Supermarkederne har i ugen op til starten ansat ekstra folk til at leverer din mad og dine dåser i særlig papkasser. Det virker bare perfekt.

 

World Cruising Club arrangerer i de sidste 2 uger op til starten forskellige seminarer omkring forskellige forhold, der gør sig gældende for en krydsning af Atlanten. De var gratis og man skulle bare melde sig til. Vi deltog i så mange vi kunne. Blandt andet et kursus om power-management. Hvordan beregner du hvor meget strøm din båd har brug for og hvilke strømforbruger æder meget. Hvornår har dit batteri det bedst.  Hvornår sætter man mest effektivt motoren ind som strømgenerator osv. Meget nyttigt om end noget tørt.

 

Et andet kursus var i medicin og nødhjælp ombord på en båd langt væk hjemmefra. Essensen af det var: køb noget mere antibiotika, hvilket fås i håndkøbsudsalg på apoteket i Spanien. Men det bedst besøgte kursus var om metrologi. Hvilket vejr skal vi regne med? Hvad bestemmer hvor stærkt og hvor passat-vindene sætter ind? Hvilken strategi kan man vælge for at komme over? Den simpleste er, sagde Chris Tipps, vores foredragsholder, ”at sejle sydpå til smørret smelter og så dreje til højre”.

 

Den korteste rute er storcirkelen, men den fører let nordpå, hvor vejret nemt kan være ustabilt og ofte fyldt med lavtryk, der kan give nogle grimme vindstyrker. Vi vælger en rute midt i mellem smør-smelte-strategien og storcirklen.

 

Foruden seminarerne har ARC også arrangeret en del cocktail-parties. 5 dage før start blev holdt en åbningsceremoni, hvor alle deltagende nationers faner blev ført i optog gennem hele havnen og til sidst hejst op i en flagstang under mange taler og militærmusik.

 

ARC kontoret havde arrangeret en demonstration af hvordan man åbner en redningsflåde. Det er faktisk ikke så enkelt, som man skulle forvente. Udløser-snoren, der skal få flåden til automatisk at puste sig op var mindst 15 meter lang. Folkene hev og hev og de skulle sågar bruge en del kræfter. At komme op eller ind i en flåde er bestem heller ikke nogen let sag. Vi fik demonstreret en teknik til hvordan man kan hive folk indenbords. Her i svømmebassinet hos Yacht-klubben i Las Palmas var  det vanskeligt nok, så in real life, med bølgegang og blæst.. Puha...

Teknikken er enkel, men ubehagelig, når man skal redde en person ind i en redningsflåde.

3
Vi mødte en masse søde og dejlige mennesker på kajen i Las Palmas blandt andre besætningen på den norske katamaran Queen of Hearts. De var 7 norske jenter og danske Susy. Bortset fra skipper, Siri Laurendz, var der, efter eget udsagn, ingen af pigerne, der havde noget særlig sejler erfaring. Folk var vildt begejstrede med de 8 charmerende tøser. Der var altid mænd og latter ombord på skuden. At pigernes gennemsnits alder var over 50 år var fyrene ligeglade med. Pigerne var ligeledes ligeglade med at gennemsnitsalderen for drengene var 30. Ved ankomsten i St. Lucia betroede Siri mig, at hun havde sovet med skoene på alle 20 dage turen havde varet. Hatten af for den sejeste sejler-kvinde jeg nogen siden har mødt.


Sejladsen:


27.11.06

Starten i havnen på Las Palmas var lidt kaotisk. Det var ikke uden grund at vi på skippermødet blev bedt om at forlægge ankret fra spidsen af båden til et sikkert sted, hvor ankrene ikke ville hægte sammen fra to både, der på match raceing lignende måde sloges om at komme først over startlininen.

Her er BRIGAND lige efter starten i Las Palmas. Brigand vandt flerskrogsklassen.

4
Vi har inddelt natten i vagter i 3 timers skift. Jens tog den første vagt fra 21.00 til 00.00, herefter Tina fra 00:00 til 03:00 osv. Klokken 9.00 slutter Jens sidste vagt. Alle tider er fra nu af regnet i UTC indtil vi når St. Lucia.

 

Vi gik syd mod sydspidsen af Gran Canaria og vinden øgedes langsomt men sikkert som vi bevægede os længere og længere ind i Acceleration Zonen, der grundet de høje bjerge på øen holdt sammen med en stærk passat går langs med østkysten af Gran Canaria. Syd for øen kom vi i det klassiske vind-hul, der opstår i læ af bjergene. Efter 30 til 45 min uden særlig vind kom vi ind Acceleration Zonen fra øens vestside. Her røg vinden på 10 – 15 knob fra N, så vi fik bide-vind til halv-vind. Det kan vi jo godt lide, så længe det varede.  Kl 0:00 gik vinden i øst og mellem  6 – 10 knob. Vi går stort set ingen fart, 3 – 6 knob. Stjernerne er klare – der ligger et mørkt skydække i sydøst og jeg kan tydeligt se lys fra øerne. Det fjerneste fra Hierro ude om styrbord. Jeg kan se lys fra andre ARC-deltagere bag os som formentlig går sydpå.

 

28.11.06

12.50 UTC, 25.22.46N 29.04.87W.

 

Vi har droslet farten massivt, da vi ikke længere fører spiler. Den blå spiler viklede sig godt og mere end grundigt rundt om forstag og genua, da vi kiksede en vending for at gå mere vest. Den sad ubehjælpelig fast. Vi knoklede til grædefærdighed med at få den viklet fri af den sammenrullede genua. Den lykkedes ikke. Samtidig så vi at en sejlpind var på vej ud 3 baner fra oven i storen. Ned med storen og monterer sejlpinden ordentligt, hvilket klokken otte om morgen med rystende ødelagte armmuskler var en overordentlig vanskelig opgave. Ved hjælp af en blanding af viljestyrke og arrigskab lykkedes det dog til sidst. Det var ikke fordi musklerne kunne mere. Eller hjernen for den sags skyld.

 

Den blå spiler derimod, bortset fra at den er meget billigt til salg og at den ligger i bagbord ponton og skammer sig, har den det fint. Vi forsøgte med alle muskler i kroppen at tæmme spileren ved at sno den om sig selv, så vi kunne vikle den ud af forstaget igen. Efter en times viklen måtte vi indse at den ikke lod sig løsne på den måde. Jens begyndte at vrøvle om at gå i masten, hvilket jeg afviste blankt. Man går ikke i masten midt i Atlanten i 3 meter høje Atlanterhavsdønninger og 25 knobs vind, slet ikke når man kun er to ombord. Hvem skulle hale mig op, hvis jeg skulle op og hente Jens ned? Slut basta.....

 

Efter yderligere en times kamp, som så ud til at ende 1:0 til den blå spiler, overvejede jeg endnu engang det, der med masten. Jens gennemgik minutiøst, hvad han havde tænkt sig at gøre, når og hvis han kom der op. Efter 10 min var jeg overbevist om at han havde gennemtænkt alle eventualiteter.

(Havde vi på dette tidspunkt vidst at vores værste konkurrent ”Sir Henri” på hele turen måtte 5 gange i masten for at hente spiler ned med 6 mand ombord, ville vi måske ikke have været så længe om at beslutte os.)

 

Jens blev påmonteret sin alpine klatresele. Den er god nok til at kravle rundt med i Alperne med, så er den vel også fin nok til en mast i Atlanten. Man kan faktisk vende hovedet nedad uden at falde ud af den. Det tror jeg ikke at en almindelig bådsmandsstol kan klare. Jens var klar og jeg hev ham op i masten ved hjælp af storfaldet og må jeg indrømme det elektriske spil. Mine armmuskler var som sagt syret totalt til efter den uretfærdige kamp med spileren. Jeg fatter ikke at Jens havde modet til at sidde deroppe i de bølger. Han kom helt i top. Jeg gjorde faldet fast og bandt det også i selftaileren. Jens viklede sine ben rundt om masten, hængtede spilerfaldet af og lod det sænke ned på dækket, hvor jeg kunne gøre det fast, derefter trak han dykkerkniven frem af skeden og skar spilersokken af. Nedhalet fra sokken var viklet grundigt fast omkring forstaget og bandt således spileren fast til genuaen. Nu sad sok og spiler fast om forstaget og det i en højde, hvor han ikke kunne nå den fra masten. Spileren sad stadig med en forholdsvis lille lomme af luft og trak båden fremad. Det var lykkedes os at fæstne hjørnerne af spileren til styrbord klampe og at vikle spileren omkring sig selv for at få så meget luft ud af den som muligt. Men et stykke for oven var umuligt at lukke. Så her sad altså en pose luft og skubbede os fremad. Jens bad om at blive hejst ned til øverste salingshorn. Her gik han foran masten og jeg hev ham op til hvor forstaget er monteret på masten. Her fik han fat i forstaget og jeg lod ham komme ned ad forstaget til han kunne nå sok og spiler.

600 sm til Cap Verde og Jens måtte i masten.

5
Her kom dykkerkniven i gang igen. Han skar den elendige linie i stumper og stykker, så faldt spiler og sok i vandet. Det bremsede øjeblikkeligt båden, som begyndte at dreje i vinden. Før gik den, hjulpet af motor og selvstyrer pænt med vinden. Samtidig med  at spileren faldt satte jeg motoren i frigear, for at vi ikke skulle få yderligere problemer med spiler eller snor i skruen. Jeg hev jens op langs forstaget til toppen af masten igen. Og han gik langs med masten foran ned til salingshornet, og kunne  kravle om på den anden side igen. Her var han ved at vikle storfaldet ind i salingshorn og andre wire. Fik heldigvis styr på det også. Jeg fik ham ned i en fart og begge løb vi om foran for at hive spileren indenbords. Det var tungt, men den flød da heldigvis pænt på vandet. Vel ombord kunne vi konstatere at spiler og sok havde fint efter omstændighederne. Sokken har brug for lidt sytråd og en ny ned/ophalerline, men ellers har de ikke lidt overlast.

 

Jens fik nogle gevaldige blå mærker på armene af at klamre sig til forstaget. Det kunne også være gået grueligt galt, hvis han havde sluppet taget. Styrthjelm og polstret redningsvest burde være standard på en båd.

 

Med spileren sikker ombord, faldt vi sammen af lettelse på fordækket. Vi vandt 1:0 over spileren her midt i Atlanten.

 

29.11.06

2:10 UTC, 24.44.09N 21.39.52W, vind: 17 – 22 knob E, COG 257 og SOG 7 knob.

 

Det går fint nu. Vi har fin vind, der holder tryk i sejlene. Efter en lille byge, der drejede vinden lidt i nord har vi nu en fin stjernehimmel, og vinden er tilbage i øst, så vi kan holde vores way-point pænt oppe.

 

14,9 knob vind, bådens fart 12,1 knob. Det går da meget godt.

 

Jeg gik i seng klokken 20.00 UTC og sov til midnat, hvor Jens overtog køjen. Vi har Orion lige over hovedet på os omgivet af millioner af andre lys fra det dybe rum. Det er ubeskriveligt smukt. Jens har sat Slade på CD-afspilleren und musikken vælter ud af højtalerne i cockpittet og flyder ud på det åbne hav. Jeg tror TV2 passer bedre til stemningen lige nu. Radarcheck viser at vi ikke har noget at frygte foreløbig. Der ligger en sejlbåd 4 mil på vores styrbord side, men den har ligget der hele dagen og natten. De har samme way-point, som vi, tror jeg. Hvis vi sejler lige hurtigt, skal vi passe på, når vi når punktet midt i Atlanten, hvis vi drejer til højre for at gå til Caribien, at vi ikke sejler ind i hinanden.

 

Way-pointet vi går efter er bunden af et lavtryk. Alle vil syd om dette punkt. Det forventes at ligge på 12.30N 30.00W, lige nord for 20/30, som er svinget, hvor man drejer til højre, når smørret smelter. Vi skal gå kurs 250, men vinden rummer, så vi går mere og mere sydligt. Vinden er her kl. 04.45 UTC stadig god på ca 12 m/sek, men er helt klart aftagende. Vores fart er ikke imponerende, omkring 8,5 knob. Det er egentlig en spilerkurs, men spilersejlads om natten er ikke så populært endnu, måske i morgen. Kl. 0520 UTC er vinden øget igen vedvarende til 12 -14 m/sek og vi beslutter os for at rebe. Straks efter lægge vinden sig selvfølgelig og der skal rebes ud igen.

 

30.11.06

01.24 UTC, 23.07N 23.24W, vind: 10 – 15 ENE, COG: 211, log 595

 

Det er en meget smuk og rolig nat. Temperaturen er steget så meget at man kan sidde udenfor uden at have vindjakke på. Overtog vagten kl. tolv og har trimmet spiler lige siden. Det er ikke meget du kan stille op med  3 – 4 knob vind. Skære op og falde, skære og falde. Ind i mellem kommer der et velsignet vindpust på en ti-stykker, så er det sjovt. Der kan jeg få farten op på 7 knob, ellers ligger den lige over 5 knob. Det er snart fuldmåne, så her er meget lyst, man kan sagtens se skyggen af spileren, ellers hører man hvis den ikke står ordentligt, og ved hjælp af vindmåleren kan man korrigere kursen, så der kommer tryk i sejlet.

 

8:30 UTC, 22.43N 24.05W, COG: 260, vind: 12 – 16NE, log 637

 

Vi besluttede ved vagtskiftet kl. tre at bomme. Det viste sig at være en god ide. Fra at sløve af sted med 4 knob og plat læns kom vi af sted med 7 – 9 knob på noget, der lignede mere en skæring. Samtidig sejler vi nu også mod Caribien. Vores mål. Nu falder vindstyrken, som vi har forudset vha grib-filerene. Tilsyneladende gælder det for hele området, hvor det måtte tænkes at være ARC både. Vi regner med at vinden kommer tilbage i aften, og at vi lørdag har 15- 20 knob fra øst sydøst.

 

Det tegner til at blive en dag med sol. Der er lidt skyer bag os og et skydække foran os langt væk. Tilsyneladende er her tomt, men radaren forråder at der mindst 5 både i nærheden. Lyset i kortplotteren faldt ud så jeg var nød til at boote systemet. Jeg kender ingen anden kur. Jens dækkede bord i går aftes med stearinlys og rødvin. Jeg lavede chili con carne af mørbrad. Rigtig romantisk.

 

Ordentligt foder og et enkelt glas vin er vigtige ingredienser på en tur over Atlanten.

6
01.12.06

07.30 UTC, 22.04.73N 27.03.81W, vind 12 – 15 E, log 815

I dag er det den 1. december. Underligt. Der er kun 24 dage til juleaften og jeg sidder her og har slet ingen julestress. ingen julekalendere, der skal pakkes i sidste sekund. De er købt og jeg går ud fra at ungerne åbner første pakke lige nu. 

 

I nat havde vi besøg udefra. To af gæsterne er stadig ombord. Jens sad og læste på sin vagt og jeg lå og sov, da jeg blev vækket af et brøl fra Jens. Han havde nær fået et chok, da en flyvefisk kom – ja – flyvende ned i cockpittet. Den var ikke glad for at være der. Den baskede med finnerne (eller vingerne?) og det lykkedes Jens med nød og næppe at få den smidt levende ud igen. Her til morgen fandt vi 2 andre flyvefisk på trampolinerne.

 

Uindbudt gæst. Flyvefisk
7

Jeg fik et anfald af angst i går aftes, da jeg skulle i seng. Vi gik på noget der lignede en spilerskæring og vinden begyndte at tage til. Pludselig blev jeg virkelig bange. Hvad nu hvis vi står på snuden? Så ligger vi der med vores drøm bogstavelig talt rendt ud i vandet. Jeg fortalte  Jens om mine følelser og med det samme forslog han at vi tog spileren ned og kørte videre på genuaen. Det reducerede vores fart med 1 knob, og vinden tog ikke mere til, men der kom en byge med en del vindpust i. Ikke noget vi ikke kunne have klaret med spileren. Jeg er alligevel glad for at vi pillede den ned. Så kunne jeg også overbevise mig selv om at vi sagtens kan pille en spiler ned i mørke. Klokken 3 røg den op igen. Så vi havde 6 timer for genua. Mit anfald af tøsedrengeri har kostet os 6 mil på 24 timers målet.

 

Vi er muttersalene her ude midt på Atlanten.

 

Det med angst er en underlig størrelse. Den er total irrationel. Du er bare bange. Der er ikke noget at gøre. Senere sad jeg mutters alene i cockpittet med fuld spiler og for med 13 – 15 knobs vind af sted gennem lyset fra den lavt hængende måne over Atlanten og følte mig total tilpas. Jeg nød at se lyset fra månen gennem den røde spiler og det sølvfarvede genskin i det mørke hav. Over båden sejlede store sorte skyer forbi og ind i mellem i hullerne kunne jeg se de funklende lys fra millioner af stjerner. Her burde jeg da være bange. Det store ukendte dyb under og over båden. og egentlig også 360 grader rundt om. Vi er jo totalt ensomme her ude.

 

Dette var mit første og eneste møde med rigtig dyb angst og jeg ved ikke hvorfor den kom eller hvorfor den gik. 

 

02.12.06

21.30 UTC, 21.13.62N 32.22.21 W vind 10 – 25, log: 1133

 

Vi fik en e-mail fra ARC-Kontoret med en EPIRB alert fra yacht BURRACO på position 21.05.3N 22.16.0W. Alle skibe i nærheden opfordres til at kontakte Gran Canarias marine med henblik på at yde assistance.

 

Senere fik vi at vide at BARRACO ved et uheld havde tabt deres EPIRB i havet og at den derved korrekt havde udløst mayday med position. Nu driver den omkring i havet. Besætningen ombord havde det godt og fejlede ikke noget.

 

Rart at vide at der bliver sat et apparat i gang, når EPIRBen udløses.

 

I nat var vi nogle værre fjolser. Måske gør rutinen dig sløv eller overmodig. 

Jeg ved det ikke. Vejrudsigten sagde at vi ville få mere vind og squalls med vind op til 40 knob. Egentlig var det Chris Tibbs, der sagde det i sin daglige e-mail, som vi havde betalt ham for at sende til os. Chris Tibbs er metrolog og sælger sin viden til dem, der vil betale for det. Han havde således 10 både på ARCen som sendte ham informationer om hvor de befinder sig og hvordan vejret ser ud lige der hvor de er nu. Han sender så hver morgen en ny aktuel vejrudsigt individuel beregnet for lige netop din båd. Jeg foreslog, at vi ved midnatsvagtskiftet skulle pille spileren ned. Så behøver vi ikke at vække hinanden midt i en frivagt. Jens vækkede mig som aftalt kl 0:00 og brugte så en time af sin frivagt, hvor han burde sove, på at overveje om vi skulle reducere sejlene. Det var også en meget romantisk nat med næsten fuldmåne. Det endte med at vi blev enige om at lade spileren stå til næste vagtskifte kl. 03:00. Det var jo fint vejr og så godt som fuld måneskin, ikke en sky på himmelen.

 

 Ikke en time senere kom de første mørke skyer. Skyerne voksede sig større og grimmere og begyndte at tage form på radaren. Til sidst var der ingen tvivl. Dette var en stor byge med masser af luft og spileren skulle ned. Altså vække Jens. ”Spileren skal ned. Squalls.” Han fløj selvfølgelig ud af sengen og vi hev spileren ned uden problemer. Jeg fortsatte vagten, og vi blev enige om at forskubbe vagt-tiderne, så vi ikke har jet-lack når vi ankommer til St.Lucia. Således starter første vagt kl 22 og varer til 01 UTC osv.

 

Jens gik så i seng igen. Han skulle sove til klokken 4 og jeg overtog vagten. Klokken 3 øgede vinden markant til 23 – 25 knob og der kom flere mørke skyer. Altså på den igen. ”Jens.... Vi skal rebe storen.” Jens røg ud af sengen igen. Storen blev rebet. Han gik til køjs igen. ”Jeg tager lige en 20 minutters lur”, sagde han. Ok... Jeg havde dårlig samvittighed, for egentlig kunne jeg jo selv have rebet storen, og måske var det slet ikke nødvendigt at rebe den... Så jeg tænkte: ”Nu skal han have lov til at sove til han vågner.” Klokken halv seks havde jeg haft vagt i 5 og en halv time og i min første frivagt fra ni til midnat kunne jeg ikke sove. Jeg var ved at være træt. Altså ned og vække Jens. Han var total groggy og meget svær at få liv i. Jeg lod ham derfor sove lidt længere. Det hele endte med at ingen af os fik sovet ordentligt og at vores vagter gik total i ged.

 

Træt, hammer træt: 3 timers vagt, 3 timers søvn,3 times vagt, 3 timers søvn. Og det i over 14 døgn. 

 

Konklusionen og læren er ”no mercy”, når det gælder nattevagten og frivagten. Bliver du kaldt på dæk i din frivagt er det bare ærgerligt. Så må du tage en middagslur. Rutinen er Alfa og Omega.

 

Vi ligger godt i kapsejladsen. Det ser sågar ud som om vi har en chance for en placering blandt de 3 bedste. Men så skal vi holde den gennemsnitshastighed vi hidtil har holdt. Det er nu ikke så let, når vi kun er to ombord og vores konkurrenter er dækket ind med en besætning, der altid har mindst en frisk person ombord. Men vi ville jo ikke være os, hvis vi ikke forsøgte at holde vores plads. Så op med spileren. Det går også rimeligt godt. Den er ikke så pokkers velegnet til de her Atlanterhavsdønninger. Som jeg har sagt så mange gange, at jeg næsten ikke kan høre det mere, så er vores båd mest glad, når den har fladt vand og hård vind, så kører den bare og det som regel en meget behagelig sejlads.

 

Lige nu kaster dønningerne båden rundt hele tiden. Det er som at køre rutschebane 24 timer i døgnet. Skuden vipper i alle retninger, der en ingen måde at forudsige hvilken vej den har tænkt sig at tippe. Derfor er du nød til at stå meget fast på dørken med solidt plantede fødder, sætte dig ned eller holde fast med hænderne til et og andet. Så er der vindens sus. Vinden blæser konstant hen over cockpittet og bølgernes bevægelse giver en evig baggrundslyd. Ind i mellem slår en bølge mod skroget af båden. Nogen gange total skævt. Det giver et ordentligt brag og får alt i båden til at hoppe og danse. Heldigvis er vi begge meget forbundet med havet, så den evige larm fra hav og vind er mest musik i ørene på os.

å.

 

I starten af turen var det svært at falde i søvn med bådens bevægelser og støjen. Når en af de skæve bølger slår særlig hårdt i bunden af båden, lige under din køje, bliver du altså forskrækket. Med tiden lærer din krop og dine sanser at den slags brag er normale og den ignorer det og du sover videre. Til gengæld vågner jeg, når jeg mærker at båden skærer op på en skæv bølge. Det må den ikke og så skal der reageres. Selvom Jens står ved roret og allerede er ved at styre kontra. Det er interessant som mennesker kan tilpasse sig nye situationer.

  

Jens har også tilpasset sig en ny situation: Spilerforbud i høj bølgegang. Grunden var: vi kørte med spileren og bortset fra at den står og klapper lidt en gang i mellem, fordi båden simpelthen sejler fra den, for derefter at blive bremset i en skæv bølge, gik det egentlig meget godt. Men så skulle svenden ned. Aftalte procedure, som vi plejer. Jeg tager roret. Det er jo hårdt mandearbejde, at hale sådan en stor spiler ned. Alt går som planlagt. jens hægter barberhal af i luv, og jeg er parat til at hale tacklinen hjem. Jens fedter med at gøre barberhal fast, hvor det hører hjemme, når det skal bruges til genuaen. og båden tages af en skæv bølge. Svirrrppp – den f..... spiler sidder rundt om forstaget. Jens står og kigger på den, haler lidt i den. Ingen effekt. Kommer ned i cockpittet og siger: ”Ahm, jeg tror vi har et problem, hvad mener du vi skal gøre?”

Jeg ved ikke, hvad der skete inden i hovedet på mig. Men kors hvor var jeg gal. ”Sådan en besætning af amatører, skal man godt nok lede længe efter” tænkte jeg og jeg vidste at denne situation kunne betyde, at Jens skulle i masten igen. Det var bare ikke okay.... Jeg bad Jens, om at tage rattet og gik ud på trampolinen, bad ham skære lidt op og hev så som en gal, hvilket jeg jo også var, i skødet på spileren. Jeg hængte alle kræfter i og smed mig på trampolinen og slap ikke. ”Plump” sagde det og spileren stod, som havde den aldrig gjort andet end at stå og set opblæst ud. Jeg råbte til Jens, at nu skulle den røde djævel, den onde fløjtende ned og det lige på stedet. Så jeg begyndte at hale i nedhalet på sokken, men Jens havde ikke forstået, hvad jeg havde gang i, så han glemte at falde og at slække tack-linen, med det resultat, at jeg hvis ikke jeg havde været sikret med en liv-line, ville jeg været løftet op af spileren og være katapulteret ud over trampolinen for at have taget badetur i Atlanten. En situation John var i til Sjælland Rundt for et par år siden, og han kom med en del ukvemsord før vi fik situationen under kontrol og fik ham ned på båden igen.

 

Jeg råbte i arrigskab til Jens, at han skulle falde og endelig forstod han, at jeg var ved at pille djævlen ned. Han faldt og løsnede tack-linen og jeg hev sokken ned over den uvorne spiler. Herefter røg den ned i forlugen og ligger nu og skammer sig ude i forkahytten. Der bliver den nok liggende indtil Jens får charmeret sig igennem hos mig om at den skal op igen. Det plejer han at være ret god til. Altså at charmere mig.

 

01.12.06

20:00 UTC, 20.38.17N 35.22.68W, vind. 18 – 23 knob, log: 1317sm

 

Jens og jeg har siden vi startede vores sejlerkarriere sammen, sejlet noget der ligner 25.000 sømil. Vi har troligt fisket på cirka halvdelen af disse mil og guderne skal vide, vi har godt nok aldrig nogen siden fanget noget som helst. jeg ved, at Jens vil protestere, for der var noget med en makrel i Norge i 2004 og fik vi ikke også en torsk, der godt nok hoppede af igen i nærheden af Juelsminde i 1999.

 

Men søndag den 3. december 2006 var dagen, som vil gå over i historien. I vores historie om ikke andet.

 

Mahi Mahi og den stolte fisker
8

Jens fik en Mahi Mahi på krogen. Ikke en dum skrubbe eller noget andet ordinært, hvilket parentes bemærket i øvrigt ville være noget af en sensation herude på 5 km dybt vand.

Nej.... Han fik en Mahi Mahi på krogen og han fik den landet med vores meget professionelle hug-krog. Fiskestangen knækkede godt nok, men hvor der fiskes big-game-fishing er det hvad der kan ske. At den knækkede fordi Jens havde sat den til hvile mellem badestigen og søgelænderet på agterdækket og at han i sin iver for at få fisken indenbords satte sig på den, lader vi lige så stille gå usagt hen.

Jens fik hug-krogen ind i gælleren på krabaten og råbte på gin. Jeg må have set noget sjov ud i hovedet. Med et udtryk i ansigtet, der gik noget i retning af, skulle du ikke lige slå fisken ihjel, før du skal fejre din sejr med en gin-tonic. Men da han insisterede på at få en flaske gin, gik jeg selvfølgelig lydigt ned i baren efter den. Til min store forbløffelse så jeg min gemal hælde ginnen ned i fisken og ikke i sig selv. Da ginnen løb ind i gællerne på fisken, døde den omgående. Et gammelt fisker-trick, sagde min kære husbond triumferende.

 

Det giver da lidt at tænke over.

 

Vi hentede en håndbog for lystfiskere, som jeg købte før afrejsen i et anfald af optimisme. Her kunne jeg så læse at vi havde fanget en Mahi Mahi og at den smager helt fantastisk.

 

Midt i fiskeriet fik vi en e-mail fra ARC organisatorerne om at skibet MUSTANG havde brug for assistance, da de havde tabt masten. Vi kunne se på positionsmeldingerne, de kun var 20 sømil væk, det ville vi kunne nå på et par timer, højst 3 timer, da vi så skulle skære. Vi ringede selvfølgelig først til MUSTANG på Iridium-telefonen. Han var optaget, så forsøgte vi at kalde dem på VHF, men de svarede ikke. Til gengæld havde en nordmand hørt os, og kunne fortælle at han også var i nærheden og at han også gene ville assistere. Vi ringede så til ARC kontoret i England, og de kunne fortælle at det som MUSTANG, en 25 meter stor superracer, har brug for var tungt grej til at klippe eller skære riggen af med. Lige nu lå mast og rig og slog med siden af skibet, og truede med at slå hul i skroget. Desuden havde de brug for brændstof.

 

Vi kunne ikke rigtig hjælpe med værktøj. Vores kabler er så filigran, at vi kan klare os med en boltsaks og en nedstryger, hvis vi får brug for at smide masten. Så der kunne vi ikke hjælpe. Vi kunne afgive 40 liter diesel. Det ville nok række til 4 timer for MUSTANG, så heller ikke her var vi til nogen nytte. Så ARC kontoret rådede os til at forsætte mod St.Lucia, da anden hjælp var på vej.

 

Senere hørte vi på VHFen at MUSTANG havde fået kontakt til et handelsskib. Skipper på MUSTANG spurgte hvilket værktøj, de havde ombord og kaptajnen på handelsskibet svarede, at det vidste han ikke. Han var nød til at spørge sin ”Chief Engineer”.

Har man en chef ingeniør, har man sikkert også en ordentlig værktøjskasse.

 

 

04.12.06.

16:00 UTC, 19.52N 37.57W vind 18 – 23 knob E, log 1475

 

I dag er vi halvvejs.

 

Vi havde jo forudset, at den dag ville komme, og det skal jo fejres. At være midt i Atlanten er jo også en slags milepunkt i dit liv. I den anledning har jeg købt foie gras, kaviar og champagne i delikatesseafdelingen i Cortes Ingles i Las Palmas. Det fik vi til frokost.

 

Halvvejs – Det skal fejres med noget ordentligt at spise og drikke

 

Her til morgen var der en e-mail fra ARC kontoret om at en lille 32 fods sejlbåd COMPROMISE havde sendt et mayday i går aftes. Det viste sig at skipperen på båden var brudt sammen, så hans to besætningsmedlemmer var blevet bange for deres eget liv. Han har formentlig været total udmattet, hvis besætningen ikke var i stand til at sejle båden eller hente hjælp uden ligefrem at sende EPIRBen af sted, så har den stakkels skipper sikkert ikke sovet i en uge. Båden ligger 300 sømil herfra, så vi tilbød ingen hjælp. Der var flere både på vej til dem. Det hjælper nok besætningen at vide, at de ikke er alene.

 

På en måde glæder jeg mig til at komme frem, at have gennemført, men på den anden side, dermed er eventyret forbi. Lige nu høvler vi af sted.

 

1400 sømil til nærmeste kyst. Alligevel kom en hvid fugl flyvende og landede på vores dæk. Den sad et par timer og hvilede sig. Den var tydeligt irriteret over at båden gyngede så meget at bølgerne skyllede ind over dens fødder. Efter et par timer forsvandt den uden at sige tak for selskabet.

 

1400 sømil til nærmeste kyst, at man bliver træt af at flyve så langt er helt klart.  Under fuglen ses vores grab-bag, som er en vandtæt taske fyldt med overlevelses udstyr, hvis vi skulle komme i havsnød og være nød til at forlade skuden med redningsflåden.

 

05.12.06,

12:00 UTC, 18.59N 40.37W, vind 18 – 23 knob E, log 1649

 

Vores watermaker er stået af. Jens har brugt hele dagen nede i ”kælderen” i agterkahytten for at forsøgte at reparere den. Han skrev og ringede til Katadyn flere gange og snakkede med en produktmanager i Schweiz, som forsøgte at hjælpe med at finde fejlen. Ingen af de mange fejlmuligheder viste sig at være fejlen. jens byggede den ud og ind flere gange. Han var på et tidspunkt ved at smide den i vandet. Han brugte hele dagen på at få skidtet til at virke. Uden held.

 

Jeg passede i mens vagten på broen. Det var meget anstrengende, for vi havde en del squalls med vindstød til 35 knob og grundvinden var mellem 23 og 28 knob. Vinden herude blæser altid en eller anden variant af øst. Når vinden vender en anelse mærkes det på søerne. de kommer så fra alle sider. Nogle gange føles det som om båden render i en slags flodseng med bølger fra styrbord og bagbord til at skubbe os frem. Det er som om båden kører på en skinne. Hvis vi samtidig får en god puster i sejlene, glider båden af sted med vandet sprøjtende op om pontoner og skrog. Lyden inde i kahytten er lyden af brusende, rasende vand. Andre gange passer bølgerne ikke så godt sammen, så bliver vi kastet 30 grader til styrbord for med det samme at blive kastet dobbelt så langt tilbage igen. Den slags bølger er irriterende. Alt ryster, sejlene blaffer og båden vipper op og ned og bremses i sin fart. Man kan ikke stå fast nogen steder, kun holde fast eller sætte sig ned. Jens sammenligner bevægelserne, lyden og fornemmelsen med det at køre i bobslæde med støttehjul ned af en stenet bjergvej uden bremser.

 

Solen brænder ubamhjerteligt fra en næsten skyfri himmel. En parasol fra Jydsk sengtøjslager giver en glimmerende skygge.

9

Jens opgav kl. 18 at reparere watermakeren og besluttede sig for at bestille en ny på garantien og så samtidig lave en up-grade til en større model. Han sendte en e-mail til Katadyn om det.

 

06.12.06.

16:30 UTC, 17.45.031N 044.47.314W, vind: 18 – 26 E, log 1907

 

Jens stod op med et djævelsk smil i ansigtet, klar til at tage kampen op med Katadyn i Wadenswill. Jeg har ham mistænkt for, at han synes det er sjovt. Hans ny hobby er at skændes med leverandører. Solcellen i Las Palmas optog ham længe. Men her var han mere succesfuld. Vi har endnu ikke fået noget tilbud på en ny watermaker fra katadyn.

Badeværelset – Uden watermaker måtte vi bade som i gamle dage i havvand.

 

Vi har haft en rigtig god sejlads i dag. Solen skinner fra en himmel fyldt med fine skyer, som alle har en lille overraskelse i form af ekstra energi til vores sejl. Vi opdagede til vores skræk at vi har haft en læk i vandsystemet. Vores ferskvandstank er stort set tom. Heldigvis har vi masser af drikkevand på dunke.

Uden ferskvand må vi nu bade i havvand. Det går nu også ganske godt. Det er lidt det kolde gys, men for den der ikke lige er på ”badeværelset” er det en sand fornøjelse at kigge på. 

Jens nyvasket i havvand.

 

Kl. 12 i dag havde kun 1207 sømil til St.Lucia. vores officielle et-mål var 198 sømil på et døgn. Det er rekord.

 

Vi fandt ud af at storen slides på stagene, når vi går så meget plat-læns. Så vi hev storen ned og satte plaster på slidtagen.

 

Vi fik igen en e-mail fra ARC kontoret, denne gang med en PAN PAN fra yacht Y-NOT, position 18.29N 39.09W, de har tabt deres ror. De driver af sted i havet, men der er to ARC yachts på vej for at assistere. Senere fik vi at vide at de havde lavet et nødror og gik med 3 – 4 knob mod St. Lucia og regnede med at kunne klare turen. Held og lykke til dem.

 

07.12.06

21.55 UTC, 17.09.99N 48.42.07W, vind: 23 – 28 knob E, log 2146

 

I dag vågnede Jens op til squalls med regn. Jeg havde stadig vagten, da det begyndte at dryppe. han for ud i adamskostume og hårshampoo og regnede med at skulle vaskes. Men der kom ikke vand nok til et bad.

 

Da jeg vækkede Jens efter min vagt sluttede klokken 4:00 var han meget underlig. Han var i øvrigt næsten umulig at få ud af køjen. Normalt springer han ud og selvom han ikke ser frisk ud, så er han normalt helt oppe på dupperne. Jeg briefede ham kort, som vi pejler ved vagtskifte. Han sagde ikke så meget. Jeg stillede derfor nogle spørgsmål for at være sikker på at han havde forstået, hvad jeg sagde. Blandt andet spurgte jeg ham om han var tilfreds med COG. Jeg synes nemlig den var lidt for afvigende overfor BTW. Vi havde på det tidspunkt sejlet pænt mod St. Lucia, men nu var vinden drejet, så vi kun, uden hele tiden at skulle bomme, kunne holde en kurs, der lå 15 grader for meget mod Nord. Jens sad på styrbord bænk og jeg havde lige stukket en kop kaffe i hånden på ham. Han sad og kiggede på instrumentet, der viser COG og BTW. Jeg spurgte ham endnu engang, da han jo nok ikke havde hørt mit spørgsmål. Endelig kom der lidt liv i ansigtet på ham og han svarede: ”Hvad skal vi egentlig der?” ”Ahmm, hvad mener du?” Spurgte jeg, ikke helt sikker på om han var ved at stille mig en test. ”Ja, hvorfor skal vi derhen? Det Way-point er jo bare et punkt i havet.” Jeg var helt forvirret, for ret beset har han jo ret. Vi kunne jo lige så godt have lagt punktet 3 meter ved siden af. Eller en mil længere fremme. Dog ikke flere sømil ved siden af, da punktet jo er vores anduvning til St. Lucia. ”Skal Vi læsse et sejl af der eller hvad?” spurgte han og så helt underlig ud i hovedet.

”Jeg aner ikke hvad du snakker om, men tænk over om vi skal overveje en bomning” var mit svar og så gik jeg i seng. Jeg kunne ikke sove ordentlig for jeg synes godt nok Jens opførte sig mærkeligt. Jeg lå og kiggede ud til ham, for at se om han gjorde noget dumt, men han sad bare der og drak sin kaffe, og det er jo en meget normal opførelse klokken 4 om morgen på en nattevagt.

 

Næste morgen fortalte Jens mig, at han ikke kunne huske, hvordan han var kommet ud i cockpittet og at han havde drømt en underlig drøm om at nogen var blevet bortført og at vi skulle levere et og andet ved et way-point.

 

Et held at han ikke havde drømt, at han skulle til VM i Atlanterhavssvømning.

 

Vi havde vind op til 35 knob i dag. Den ene squall afløste den anden, selvom Tradevinden egentlig kun skulle være 20 – 25 knob, lå vi reelt mellem 26 og 35 knob. I løbet af dagen byggede en så kraftig vind også en voldsom sø op.

 

Det er med bølgerne, som med tradevinden, at der ligesom er to bølgesystemer. Nogle lange store og høje dønninger, som kan have en bølgehøjde, der er ret så imponerende, når du sidder i din Dragonfly 1 Meter over vandlinien. Jeg har læst et sted, at disse dønninger opstår flere hundrede måske sågar flere tusind sømil væk og derfor vokser de sig så voldsomt store. Oven i disse dønninger kommer så et andet bølgesystem, der bestemmes af de regerende vindstyrker. Når det som i dag blæser voldsomt, bliver bølgerne helt umulige. Vi føler os absolut trygge i båden, selvom vi bliver kastet rundt i søen. Båden ligger som et surfbræt på vandet. Det er en kæmpefordel med udlæggerne. At vi har støttehjul. Vi ligger ikke og ruller som kølbådene gør. Kølbådssejlere må blive åndssvage at ligge og vippe fra styrbord til bagbord hvert halve minut.

 

Vi sejler meget konservativt. Det er vi simpelthen nød til når vi kun er to ombord. Tænker vi på at rebe, så reber vi. Tænker vi på at rebe mere ned så gør vi det. Hvis vi tænker på at rebe ud, reber vi ud. Vi kan ikke andet.

 

Endnu en PAN PAN gennem ARC kontoret. Denne gang er det yachten ARNOLF, der har tabt deres ror. De driver omkring på position 20,06N 34,01W. Det er to belgiere, som Jens snakkede en del med i Las Palmas. De er begge to på den anden side af 70, men meget meget erfarne sejlere. De har en temmelig kontant opfattelse af vagtinddeling. De mener at man ikke må sove mere en 2 timer af gangen. Den ene, Jaques, kom sågar med en artikel (på fransk) til os med en lang videnskabelig forklaring på, hvorfor det var fornuftigt.

 

Lidt senere kom en SECURITY også fra ARC, at en yacht DADDELDU 14,21N, 42,36W har mistet masten. De har lavet en nødrig og prøver at nå Barbados med den. Alle ombord har det godt, men skibet fører ingen lanterne, så ARC-Flåden skal holde ekstra udkig.

 

8.12.2006

21,40 UTC, 16,28,91N 52,04,99W, vind: 18 – 25 E, log: 2352

 

I dag har bølgerne og vinden lagt sig lidt. Vinden ligger mellem 18 – 25 knob. Alligevel eller måske fordi bølgerne har lagt sig, høvler vi af sted for fuld store og spilet genua med en fart af omkring 9 knob. Jens har plaget siden i går for at vi skal sætte spileren op igen. Jeg gav mig i dag, hvor vinden har lagt sig lidt.

 

Jeg forbinder stadig spilersejlads med Jens i forstaget med en dykkerkniv mellem tænderne. Det var alligevel godt til min spiler-neurose at vi fik kørt nogle timer med den.

 

Fik en flyvefisk lige hovedet på min nattevagt. Der skete ikke noget ud over at jeg blev død-forskrækket og at min jakke og redningsvest stinker af fisk.

 

Vi fik en mail ARC-kontoret, at yacht SIRENA har smidt deres EPIRB på position 14.53.1N 039.31.2W. Der var ingen detaljer om, hvad der er galt.

 

09.12.2006

20.30 UTC 15.24.17N 55.10.77W, vind: 18 – 25 E, log 2554

 

I dag røg spileren op klokken 12.00. Vinden og bølgerne var aftaget så meget at vi havde tillid til at det ville gå godt. Vi sejlede indtil solnedgang og overhalede LISME OF GUERNSEY, som kaldte os på VHF. ”A yacht with a red spinnaker on my port” Vi havde talt sammen tidligere på ugen og nu var han her igen i sin Mystic 60. Jeg skal have sneget mig til at se, hvordan sådan en svend ser ud inden i. Udenpå er det en klassisk skønhed.

 

Jens kæmpede som en vild med spileren. Der var stadig en del søer fra fordagens megen vind. Men stille og roligt fik an lært at holde den i ave. Jeg er gået hen og er blevet en fortræffelig dæksgast.

 

10.12.2006

20:00 UTC, 14.37.30N 58.24.47W, vind: 15 - 20 E, log: 2761

 

Vores sidste hele dag på det store hav. Vi regner med at gå over målstregen i morgen mandag sidst på eftermiddagen UTC.

 

Jens sov længe som en god ægtemand gør om søndagen og jeg lavede morgenboller, som en god ægteviv gør om søndagen. Mens Jens sov morede jeg mig med at lege surfe-bølger. Det går ud på at man tager 25 – 33 knobs vind, et Atlanterhav, hvor tradevinden har blæst stærkt et par dage, en trimaran med fuld store og et lille reb i genuaen, så følger man ellers bare med vind og bølger. Det gælder så om at holde en vis kurs og at finde ”vej” i bølgerne, så man kan få en ordentlig surftur. Det er bare så sjovt. Jeg fik loggen til at vise 15,1 knob en enkelt gang og ellers stod den på mellem 9 og 12 knob. Det er der noget ved. Vores rekord for surf er 18,5 knob. Det larmede helt vildt.

 

Jens stod op klokken 12 og var noget af det mest morgensure, jeg har oplevet. Skal det gå så langsomt, begyndte han. Hvorfor står du bare der og styrer? Det var første gang på turen at han var negativ. Jeg tænker det måske har noget at gøre med at vi snart har nået vores mål og så er legen jo slut.

 

Nå men vinden aftog til 18 -23 knob og vi fik spileren op at danse, der blev den hængende indtil midnat, hvor Jens kaldte mig ud af køjen, at nu synes han der skete et og andet med bølgerne og vinden i nakkehårene. Jeg synes han var en pyller, men satte mig i fuld dæksmundering og kiggede på vindmåleren sammen med ham, parat til aktion. Vi sad et kvarters tid og kiggede. Vindmåleren viste sig mere og mere urolig og jo bølgerne var vis også lidt mærkelige. ”Nu synes jeg vi skal smide den,” sagde Jens og han hev tacklinien ind, løsnede barbehal og jeg gik på dæk og knibsede barberhal af tack-hjørnet på spileren, der nu sad bekvemt i bovspyddet. Herefter gik jeg hen til sokken, viklede snorene løs og signalerede til Jens at han godt kunne falde. Han faldt, så spileren kom i læ af storen og jeg kunne uden problemer hive sokken ned over den blafrende spiler. Herefter åbnede jeg lugen i styrbord ponton og Jens løsnede spilerfaldet og jeg kunne hale spilerne ned i sejlrummet i pontonen og hægtede tackline sammen med spilerfaldet, derefter kunne Jens hive dem tot.

 

Vel tilbage i cockpittet begyndte vinden at dreje i nordøst for derefter at øges til over 30 knob.

Vinden i nakkehårene er vigtigere end nogen vindmåler.

 

Det er dog utroligt, så mange PAN PAN og andre meldinger vi får på denne tur. Denne gang var det en ”mand over bord” på ALLENGRIA. En yacht der sejles med to mand. Den ene, en 30 årig fyr, var hoppet i vandet. Han må være brudt sammen af en eller anden grund. Flere skibe ilede til for at finde ham, og efter 4 timer i store bølger og blæst fandt man ham og fik ham ombord på et skib. I samme sekund han var blevet reddet sprang han i vandet igen. Han må virkelig være blevet træt af at sejle. Hans redningsfolk hev ham ombord igen, og fik kontakt til et britisk marine-fartøj, som kunne tage ham ombord til medicinsk behandling. Der gik rygter om at han kom i spændetrøje.

 

Så slemt er det da heller ikke her ude midt i Atlanten.

 

SECURITY fra en Mistral 48. Deres batterier er total flade og de er ikke stand til at føre positionslys. Alle skibe i nærheden på position 15.55N 52.32W bedes udvise stor agtsomhed.

 

Der var også en update på ARNOLF med vores belgiske venner Paul og Jaques. De var efter at have kæmpet med nødror og drivanker – og uden søvn i to døgn, nød til at opgive deres båd. De blev evakueret af BE-BOB-A-LUA. De har måtte sænke deres yacht ude midt i Atlanten. De mener, de har ramt en hval og dermed har tabt roret. Et par seje gutter.

 

Ellers på tabslisten var i dag en tabt mast hos DUCKWELL POOLEY. Alle er vel ombord og yachten sejler for motor de sidste 164 sømil til St. Lucia.

 

MARY CONSTANCE har ødelagt et stag og masten truer med at vælte. To skibe er på vej for at hjælpe med at reparere staget.

 

I morgen når vi kan se land, hælder vi resten af vores 25 liter drikkevand i dunke på tanken og tager et rigtigt brusebad i varmt ferskvand med shampoo. Jeg glæder mig . Mit første bad i ferskvand i over en uge. Du kan ikke vaske hår i saltvand.

 

11.12.2006,11:00 UTC

 

Land i sigte.

10
 

11.12.2006, 15.25 UTC, 14.09N 60.56W, St. Lucia, 2800 Sømil

 

 

Nu har vi kun en time til havnen på St. Lucia. Underligt at have land at styre efter. Endnu mere underligt at kunne trække skøderne hjem og sejle kryds ind mod havnen. En gummibåd kom høvlende ud mod os, da vi via den håndholdte VHF meldte vores ankomst. Det viste sig at være en marinefotograf, som klædt i våddragt og bevæbnet med et kæmpekamera tog billeder af de ankomne både. Vi kan takke Tim Wright for nogle helt fantastiske gode billeder af Skagerrak på vej over målstregen efter 14 dages Atlanterhavskrydsning.

 

Vi var selvfølgelig glade for at have nået målet, men alligevel var det at se land, efter så mange mil på vandet, ikke så fantastisk en fornemmelse som vi havde ventet og som vi har hørt andre søfolk fortælle om.

 

Afslutning:

 

Vi blev 5 dage i Road Town på St. Lucia.

Det var, hvad vi kunne holde til af fest.

 

Vi ankom som båd nummer 35 i mål og ARC folkene var fulde af fest og ballade. Modtagelsen var en sand heltemodtagelse, med Rom-cocktails, frisk frugt og råben og hujen. Det var sjovt.

 

Rom-cocktails, løgnehistorier, fest og ballade ventede os på St.Lucia.
11

 

Straks kom besætningen fra de 3 af de 4 flerskrogsbåde, der allerede lå i havn hen for at snakke og alle lykønskede hinanden gensidigt. Der var en hel speciel stemning. Besætningen på BRIGAND var så hamrende fulde, at ingen af dem var i stand til selvstændigt at kravle ombord på deres båd igen, efter et meget usikkert forsøg på at hjælpe os med fortøjningen. SIR HENRI var stukket af, efter at have tabt til BRIGAND. Vi udvekslede røverhistorier og alle havde en eller anden skræk-historie om hvor store bølgerne havde været og hvor meget vinden havde blæst. Faktisk var det et sandt under at vi alle var i live og at bådene var ankommet helskindet. Det var virkelig morsomt. Sejlere har visse ligheder med  lystfiskere.

 

Da vi gik til køjs den aften på dagen, hvor vi ankom, kunne vi næsten ikke sove. Stilheden i båden var uventet forstyrrende. Båden lå fuldstændig stille, ikke et skvulp var at høre, ikke en vind rørte sig, overhovedet ingen bevægelser. Underligt.... Da vi endelig sov, blev det til 16 timers bevidstløshed, som gjorde rigtig godt.

 

Dagen efter ankomsten var en e-mail fra en journalist på Børsen Weekend, som gerne ville lave et interview med os om at sejle ARC i en Dragonfly. Det ville vi da meget gerne fortælle om, så målfotos, fotos af fisk samt logbog røg per e-mail til Danmark og Børsen bragte beretningen i Januar 07.

 

Vi forsatte indtil februar 07 med at sejle nordpå, således hentede vi vores unger på Guadeloupe den 22.dec og de sejlede med resten af turen, som endte i Fort Lauderdale i Florida. Den videre tur var mindst lige så fantastisk, men på en anden måde end 14 dage og 26 timer i tosomhed på de 2800 sømil over Atlanten.

 

På Montesserat findes kun ankerpladser.

 

Efter Atlanten havde vi 2 måneders ferie med ungerne blandt andet her på vulkanøen Montesserat

 

Jeg vil til enhver til gøre turen over Atlanten igen.

Og der er ikke meget jeg vil ændre: Jeg vil få fat i en lille trekantet spiler i syet i et fast materiale, i stil med den SIR HENRI sejlede med. Jeg vil sørge for at have en styrthjem ombord.

Kaptajnen kan godt få lov at sejle med igen. Han gjorde et godt job. Vores teoretiske beregninger holdt stik: Vi havde rigeligt med vand, mad, vinkælder, diesel, gas, strøm og taletid på Iridium-telefonen.

 

2006 blev det år hvor Kapsejladsen ARC blev udsat for de stærkeste passatvinde i de 20 år sejladsen har fundet sted. Men vores båd og ægteskab holdte til strabadserne. Det er jo ganske godt.


Sidst opdateret 11. november 2007