Facebook      Multihulls Denmark         logo MDK hjemmeside                             

                                                                                                      

                                              

Herfra vores verden går
En sen vinteraften 2008 sad pensioneret skibsbygningsingeniør og ivrig lystsejler, Anker W. Lauridsen Sæby, og arbejdede på et nyt maritimt leksikon. Han havde med vanlig præcision beskrevet Nord og Sydpolen og ledte nu efter navnet på punktet ud for Ghanas kyst, hvor nulmeridianen krydser ækvator. Efter lang tids søgen på internettet samt i diverse leksikons fandt han ud af at: Punktet har intet officielt navn!
Mange tanker og spørgsmål opstod i ingeniørens hjerne: ”Det er noget rod, at punktet hvorfra alt navigation i verden går, ikke har et navn. Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på dét før? Hvem kan navngive et sådan punkt? Kan første mand som får idéen, kræve retten til at navngive punktet, på samme måde som når nye stjerner navngives? Hvad skal jeg, såfremt jeg ér den første, i givet fald kalde punktet?”
Spørgsmålene hobede sig op. En ny idé tog form. ”Hvorfor ikke foreslå, at navnet skal være Ankers Point. Stedet er ankerpunktet for alt navigation i verden. Det er et ord, alle søfolk kender, og så kunne det være sjovt, hvis en pensioneret skibsingeniør fra lille Sæby, i lille Vendsyssel, i lille Danmark, får sit navn på søkortet.”
Anker gik i gang. Han ville være 100 % sikker på, om der, et eller andet sted, fandtes et navn på punktet.
Først blev Dansk Sprognævnet spurgt. Derefter Kort – og Matrikelstyrelsen. Så Farvandsvæsnet. Spørgsmålet gik videre til Københavns Universitet, samt til Universitetet i Ghana, via den danske ambassade.  Alle vendte tilbage med næsten det samme svar: De mente ikke at punktet havde noget navn, og det undrede de sig over. Ja, selv den verdenskendte jordomsejler Troels Kløvedal, var af den overbevisning, at punktet intet navn havde.
Punktet havde altså intet navn. Hvordan får sådan et punkt så et navn?
Anker spørger Kort – og Matrikelstyrelsen herom. De henviser til International Hydrographic Organization (IHO). Man skal udfylde nogle standard formularer og indsende dem til IHO via Farvandsvæsnet, der er IHO`s repræsentanter i Danmark. Kort tid senere meddeler IHO, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt af denne beskaffenhed. De henviser til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN).
En henvendelse til FN’s ekspertgruppe for geografiske navne (UNGEGN) sendes af sted.
Efter en kort tids venten, modtager Anker en mail fra Helen Kerfoot, Chair UNGEGN, Présidente du GENUNG. Emeritus Scientist / Émérite. Her i skriver hun bl.a. “I would doubt that there is any process for formally naming grid points on the spherical coordinate system!” Desuden tilføjer Helen Kerfoot, at de ikke har noget at gøre med navngivning af et punkt som dette.
For en ekstra kontrol, undersøges sagen af senior lektor ved Københavns Universitet, Peder Gammeltoft, der samtidig er tilsluttet ”Department of Scandinavian Studies at the University of Copenhagen, and Chair of the Norden Division of UNGEGN”. Han oplyser, at han ikke kan udfordre Helen Kerfoot`s konklusion. Han skriver, at der muligvis kan være problemer med at navngive efter sig selv, idet man i henhold til UNGEGN resolution VIII/2, ikke må opkalde efter nulevende personer. Et forslag fra sejlervennerne i Sæby Sejlklub, lydende på, at de med glæde vil hjælpe Anker, med at komme på verdenskortet ved at aflive ham, afvises høfligt, men bestemt. Anker er nu sikker i sin sag.
Der er altså ingen internationale organer, der bestemmer over navngivning for et teoretisk punkt.
Da der ikke er nogen regler for, hvordan et punkt af denne type får et navn, kan enhver tage denne bestemmelse. Så nu har Anker bestemt, at punktet, hvor ækvator krydser nulmeridianen i det sydlige Atlanterhav hedder ”ANKER`S POINT”.
Efter at punktets navn er blevet kendt, har idemanden modtaget en del lykønskninger med navnet, bl.a. fra Søfartens Sikkerhedsråd, Dansk Sejlunion, Troels Kløvedal, Bo Carlè og mange andre fra den maritime verden. Magasinet Søfart, som ligger på alle danske tekniske skoler, dagblade, søfartsskoler, højere læreanstalter og danske rederikontorer, har for nylig bragt en helsides artikel om ”ANKER`S POINT”.
Så selv Hr. Møllerved nu ”Hvorfra vores verden går.”
Med sejler hilsen
Erik Bach
Formand
Sæby Sejlklub



 

Sidst opdateret 24. maj 2009