Facebook      Multihulls Denmark         logo MDK hjemmeside                             

                                                                                                      

                                              

På generalforsamlingen i 2010 blev der etableret et måleudvalg med mandat til at undersøge muligheder og betingelser for at få Dansk Sejlunion til at overtage måling og måleadministration af flerskrogsbåde (Texel).

Det gik vi i gang med umiddelbart efter generalforsamlingen, hvor vi sendte vores anmodning til DS. DS fandt imidlertid ikke, at de havde ressourcer til at løse disse opgaver for flerskrogssejlerne. Det gav anledning til en mere omfattende brevveksling, hvor begge parter søgte at underbygge deres holdninger. Vi blev i det sene forår enige om at mødes i løbet af efteråret, med henblik på mere detaljeret at undersøge mulighederne for et samarbejde.

Af forskellige årsager blev dette møde først afholdt i begyndelsen af januar måned i år. Vi besøgte DS (generalsekretæren og de 2 måleansvarlige) og havde et overordentligt positivt og konstruktivt møde, præget af nysgerrighed i forhold til, hvilke modeller der kunne tænkes for et samarbejde.

Generelt vil DS gerne hjælpe flerskrogssejlerne, men DS er samtidigt meget optaget af, dels at få omkostningsdækning, dels at få en evt. flerskrogsløsning integreret i de systemer, der anvendes til kølbåds-administration. Samtidig ser DS ingen hindring for, at lokale sejlklubs-klubmålere kan anvendes til at måle flerskrogsbåde. Klubmålerne skal uddannes, hvilket vi har tilbudt at gøre. Betaling af klubmålere sker direkte i forbindelse med måling (DS indblandes ikke)

Hurtigt efter mødet fik vi en positiv tilkendegivelse fra DS om, at de vil undersøge mulighederne videre. De vil formentlig kunne give os et rimeligt godt grundlag/beskrivelse af rammer for en mulig fremtidig løsning/samarbejde, tidsnok til, at det kan blive præsenteret på generalforsamlingen 2011. Men de pointerer samtidigt, at der ikke bliver tale om et egentligt tilsagn, da det nye system til kapsejladslicens lægger beslag på de fleste ressourcer de kommende måneder.

Vi mener derfor det er rimeligt at forvente et endeligt tilsagn med rammebetingelser fra DS umiddelbart efter sommerferien – med virkning fra 2012.

Men en ændret praksis afhænger selvsagt af, om der i sidste ende kan opnås enighed om de endelige vilkår/rammebetingelser mellem DS og Danske Flerskrogssejlere.

 

I måleudvalget er vi fortrøstningsfulde, og glæder os til det videre forløb. Der er således udsigt til, at vi kan tilbyde en mere professionel måleadministration, samt en mere lokalt og geografisk  funderet måling. Danske Flerskrogssejlere vil stadig have initiativet i relation til selve målereglen og samarbejdet om målereglen med Holland og landene omkring os.

 

Dette spiller fint sammen med Per Mørch’s indsats med at kontakte landene omkring os, med  henblik på at fastholde beslutningen fra formandsmødet I Wismar I 2003, hvor man gav hinanden håndslag på ,at arbejde for at alle landene sejler efter en fælles Texel-regel.

Indtil videre lykkes det i forbindelse med IMM 2011 I Stockholm (svenskerne anvender normalt SRS-systemet).


 

Det tegner til en fantastisk sæson !           

 Hilsen fra måleudvalget

Bo Manley  -  Henrik Voldsgaard  -  Jørgen Hansen


Sidst opdateret 31. januar 2011