Facebook      Multihulls Denmark         logo MDK hjemmeside                             

                                                                                                      

                                              



Der er gas Grand Canarie

Vi står med to tomme gasflasker 1 BP 12 kg. og 1 Repsol 6 kg. Begge fiberflasker, som vi lige skal have byttet eller fyldt til den videre færd. Uden gas går den ikke.

Hvad gør man? Selvfølgelig henvendelse i marinaen som pænt henviser til tankstationen. Her har man en flaske der ligner den spanske Repsol, men, men studsen er en anden. Så den gik ikke, det var også næsten lidt for nemt.

Hvad har vi så for muligheder? Taxi folk ved en hulens masse, så lad os lige prøve at snakke lidt med dem.

Der bliver kigget på billederne af vore gasflasker og der bliver stor palaver blandt forsamlingen af chauffører. Ork jo 4 taxi min. herfra, ingen problem. Vi drøner af sted i 4 min. til en tankstation med masser af fine flasker, men bare en anden studs.

Igen stor spansk palaver, tankmanden mener flaskerne kan fyldes på fabrikken 30 taxi min. herfra. Vi spørger om ham tankmanden lige kan ringe til fabrikken, om det er ok vi kommer nu for at få fyldt de medbragte flasker. Jo jo det var i orden, der kunne godt fylde gas på slige beholdere.

Afsted med 120/tim. og lidt over, så efter ca. 30 min ankom vi til en stor gasfabrik, med en hel del glade mennesker, for det var lige blevet fyraften her fredag kvart i 12. Vores kære taxi-driver prøvede forgæves at ringe til kontor og lager, men lukket er lukket, det havde de bare lige glemt at sige i skyndingen.

Men på mandag var her åben fra kl. 0900. Pøj for en afbrænder, vor taximand, kunne nok se, at der lige var noget han havde glemt at forhøre sig om, så han tilbød at køre igen mandag kl 10 for et nyt forsøg. Pris og sted blev aftalt til kommende mandag.

Gas følgetonen fortsætter: mandag kl 10 holder Alfredo Taxi uden for Vela Latina Canaria og nu går det med alt hvad en taxi kan fare af sted med, til den gl. kendte gasfabrik.

Flaskerne bliver nøje undersøgt og snakken går på om det er butan eller propangas. På flaskerne står der tydeligt ”Butan gas”,.

En mand med en lille truck bliver tilkaldt, der kommer sedler og mærkater på og nu kan vi bare vente omkring 40 min.

Efter en lille time dukker flaskerne frem på en fin lille truck, så er det bare om at få betalt og hjem til skuden. Nej nej så let går det ikke.

Nu får jeg en lille bon med antal kg. gas den skal nu fragtes op på 2. sal for betaling.

Nydelig kontor og jeg henvender mig til første dame på højre hånd. No no det er over ved det andet bord.

Her er to kontormænd kørt fast, for deres mekaniske stempel er gået i udu, farve på fingre og små dele på bordet, men efter 1 kvarter og kraftig fingervask er man klar, nu er det bare computeren som volder besvær. Det vil ikke rigtigt lykkedes at få de rigtige tal i de rette rubrikker. Assistance bliver tilkaldt og endelig kunne der printes en faktura ud. Nu kunne jeg vel få lov til at betale. No no, det var over ved damen, hvor vi først var kommet ind.

Jeg vandrer derhen med min faktura, og den rare dame skal nu bare havde den skrevet ind på sin computer, men den er der vidst gået ”mandag” i, for den vil slet ikke sådan som hun havde tænkt sig. Altså assistance fra de tidligere blækindsmurte herre der efter nogen snak, det endeligt lykkedes at få den genstridige computer til at makke ret.

Nu kunne der betales 28,45 euro; jeg lagde 50 euro på bordet, hu ha , så mange vekselpenge var der ikke i kassen, så nu måtte den rare kontordame hen til det massive pengeskab for at hente kontanter.

Nå ja, så lykkedes det endeligt, ned til bilen og få læsset og så af sted, men holdt stop, portvagten kom løbende! Der er lige en seddel der skal skrives under og afleveres, men så endelig:

gas på Grand Canarie.

Fra langtursejladsens små glæder

Anker Haaber Christensen

skipper på Modi

 
                                     Anker gas 3


Sidst opdateret 4. februar 2013