Facebook      Multihulls Denmark         logo MDK hjemmeside                             

                                                                                                      

                                              

 

 

 

Nye flerskrogsbåde

Min baggrund for at pege på et par nye både er den, at jeg i en årrække har været på udkig efter en afløser for min nuværende båd, en Farrier F25AR. Focus har derfor været flerskrogsbåde fra 23 til 30 fod, som skulle være state of the art, og bevisligt hurtigere og mere velsejlende end min nuværende.

Det er egentlig ikke det økonomiske aspekt, der holder mig tilbage, men jeg synes, at jeg kan begynde at høre knirken fra himmeriges porte eller dem et par etager længere nede, så planen er endnu ikke blevet realiseret og bliver det nok heller ikke.

Men man har jo lov at drømme, som Rolling Stones synger ”Lose your dreams and you will lose your mind.

Det havde været noget mere illustrativt at bringe billeder, men af ophavsmæssige årsager må i nøjes med links og lidt supplerende tekst.

Vi begynder med den mindste. Farrier tegnede for snart en del år siden sin F22 og begyndte selv at producere dem for en tre år siden. Farrier døde sidste år og firmaet blev solgt til et amerikansk selskab Daedalus Yachts .  Multihulls direct et Philippinsk baseret værft havde licens til at bygge Farrier konstruktioner og har bygget rigtig mange f.eks  F85SR, F33 og en catamaran F45.  Mallory som er værftets leder har nu også startet produktionen af, hvad de kalder F7, der er meget lig Farriers F22.

F22 og dermed også F7 er særdeles velsejlende og velbyggede både, kulfiberforstærkede og  infusionstøbte  med vinylester.

Denne F7 sælges til en overordentlig konkurrencedygtig pris 49977 USD inkl. motor og dacron sejl. Farrier marine skal have mindst 30,000 USD mere for det samme. F7 har endvidere lidt mere moderne stævne. Farrier Marine og Multihulls Direct slås nu juridisk

http://www.fboat.com/

Den næste i rækken er en ny trimaran tegnet af den kendte franske flerskrogskonstruktør Lerouge.

Den virker ikke revolutionerende, men er snarere en videreudvikling af hans Pulsar 26. Der er dog ingen tvivl om, at båden er hurtig og behagelig i sø. Ingen flad bund på hoved- og sideskrog. Stor stabilitet, bredde 7,10 m og stort sejlareal burde give en kraftfuld båd. Endvidere lader den til, at være meget rummelig. Vægten er moderat 1400 kg, og da båden kan adskilles er den også trailbar. Problemet er for indeværende, at den ikke kan folde og dermed kræver noget af en havneplads. Producenten siger, at de senere vil introducere foldbare versioner, Prisen er til gengæld forholdsvis rimelig mellem 100,000 og 150.000 euro afhængig af udstyr. Båden produceres af et meget anerkendt Polsk værft.

http://libertist.eu/pl/

Nr.3 er en ny båd fra Corsair Marine kaldet 880. Denne nye model bryder radikalt med Farriers designfilosofi og har fuld længde sideskrog og stort volumen i disse. Vægt 1800 kg ikke imponerende,  men relativt OK.

Pris er ikke offentliggjort,  men da båden produceres i Vietnam burde prisen være konkurrencedygtig. Næste års produktion siges allerede nu at være solgt, men en del er nok til diverse forhandlere.

http://corsairmarine.com/trimarans/corsair-880/

Tony Grainger en verdenskendt australsk konstruktør af såvel katamaraner som trimaraner, altid de hurtigste af slagsen,  har tegnet  en række foldbare trimaraner. State of the art så vidt jeg kan se og med mange nye detaljer, men endnu er ingen bygget, så vi må vente og se.

https://www.rocketfactorytrimarans.com/

Jeg vil slutte af med noget ekstremt for de få med for mange penge.

En 30 fods full foiling trimaran tegnet af Morelli og Melvin. Alle foils styres elektronisk fra cockpittet og båden er naturligvis i kulfiber og kan faktisk folde. Minimum to både er bygget og testsejler i USA for øjeblikket. Værftet er DNA i Holland, der også bygger A cats. Linket viser også billeder fra selve byggeriet og kvaliteten er imponerende. Jeg spurgte DNA om prisen, og fik det svar, at var prisen relevant var det nok ikke noget for mig. De havde ganske ret.

https://dnaperformancesailing.com/our-boats/tf10-foiling-trimaran/

Jeg håber, at ovenstående kan have interesse for nogle af jer.

 

Per Folm-Hansen


Sidst opdateret 3. februar 2020